4 gode råd til en vellykket bryllupstale

Skal du holde bryllupstale, men er du ikke helt tryg ved situationen? Vi guider dig til, hvordan du får skrevet en tale, der lever op til alle forventningerne.

Det er ikke nogen let opgave at skrive en personlig tale, som skal holdes foran en masse bryllupsgæster. Nogle af gæsterne kender du måske, mens det er første gang, du møder andre. Det kan give en masse nerver. Derfor har vi samlet fire gode råd til, hvordan du får skrevet og holdt en god bryllupstale.

1) Bevar roen

Langt de fleste bliver nervøse, når de skal holde tale. Det er helt normalt. Nerver kan være generende, men de kan faktisk være brugbare, så længe de bruges rigtigt. De kan være med til at give dig det kick, som gør, at din tale sidder lige i øjet.

Men hvis du oplever, at nerverne begynder at fylde for meget, så kan du forsøge at minde dig selv om, at du er omgivet af venner og familie, som kun vil dig det bedste. Det kan have en beroligende effekt på nogle. Ellers kan dybe vejrtrækninger også afhjælpe uroen og hjælpe dig med at få ro på. Men hvis vejrtrækningerne ikke hjælper, kan du med fordel vælge kun at fokusere på brudeparret, når du taler – frem for samtlige gæster. Overbevis dig selv om, at det kun er dig og brudeparret, der er til stede i rummet, så du kan slappe mere af.

2) Vær kortfattet og præcis

En bryllupstale bør aldrig vare mere end 7-10 minutter. Det er dog lettere sagt end gjort, fordi man ofte har meget på hjerte, som man ønsker at sige. Men en grundregel er hellere for kort end for langt. Det handler simpelthen om at ramme balancegangen med at få gæsterne følelsesmæssigt engageret i din tale, men uden at det bliver så langtrukkent, at de begynder at kede sig.

Du skal huske, at en bryllupstale ikke handler om at sige alt, men at sige det vigtige. Hiv de gode, sjove og kærlige anekdoter op ad hatten. Dem, som fortæller, hvorfor lige netop det her brudepar er det perfekte match.

3) Vær oprigtig og positiv

En bryllupstale skal helst komme direkte fra hjertet. Det er nu, du ærligt kan komme med din forklaring på, hvorfor du netop mener, at parret supplerer hinanden så godt, som de gør. Det handler om at få alle de sjove og søde historier frem om parret.

En af anekdoterne må gerne være lidt drillende, men det må aldrig gå hen og blive ondskabsfuldt. En bryllupstale skal hylde brudeparret ikke udstille dem. Og det er en vigtig skillelinje. En bryllupstale skal derfor aldrig omhandle ekskærester, ekskoner eller tidligere one night stands. Og den regel gælder i øvrigt også for Bestman-talen. Brylluppet er en kærlighedsfest, der hylder brudeparret. Og intet andet må tage fokus den dag.

4) Afslut din bryllupstale med en skål

Det er en fast tradition, at en privat lejlighedstale altid afsluttes med en skål. Og i den sammenhæng er bryllupstalen ingen undtagelse. Når du er færdig med din tale, bør du bede alle gæster om at hæve glasset til ære for de nygifte. Du kan med fordel pifte skålen op med et par ønsker om brudeparrets lyse fremtid.

Har du brug for hjælp til din bryllupstale, så hjælper vi dig meget gerne. Du er altid velkommen til at kontakte os på info@dansketaleskrivere.dk eller ringe til 61 77 76 60. 

 

Kontakt Danske Taleskrivere

Har du brug for hjælp til at skrive en tale? Så kontakt os med det samme!

    Har du læst?