Hold en god tale: Sådan leverer du din tale bedst muligt

At skrive tale er én disciplin – at holde talen er en helt anden. I artiklen her sætter vi fokus på nogle af de teknikker, der øger potentialet for at holde virkelig gode taler. For der er utrolig meget teknik i en vellykket talepræstation – også langt mere end de fleste går rundt og tror.

Når store retorikere går på scenen for at holde en god tale, så ligger der højst sandsynligt rigtig mange timers træning bag. Det er de færreste, som er født med et særligt retorisk talent. For det kræver både træning og indsigt at blive rigtig dygtig.

Men hvad er det for nogle teknikker, man kan kigge på for at opøve ens egne talefærdigheder? Vi sætter fem forskellige indsatsområder under luppen, så du kan træne, inden du træder op foran dit næste publikum.

Taletempo

En vellykkede tale er typisk kendetegnet ved, at den leveres i et noget lavere taletempo, end det vi er vant til, når vi f.eks. taler helt uformelt med hinanden. Nervøse talere er desværre tilbøjelige til at sætte tempoet i vejret. Givetvis for at fremskynde tiden. Men det kan absolut ikke anbefales at forcere en tale. Du kan lynhurtigt miste publikums opmærksomhed.

Forsøg i stedet helt bevidst at variere dit tempo. Du kan med stor fordel lege med tempoet, da det let kan understøtte den stemning, du gerne vil opbygge. Med det langsomme taletempo kan du markere alvor og refleksion, mens det hurtige tempo kan være med til at underbygge begejstring.

Pitch

Når du arbejder med din stemme, så forsøg om du kan ramme en medium tonehøjde. Hvis din tonehøjde ofte bliver beskrevet som høj, kan det forklares med overfladisk vejrtrækning eller nervøsitet. Du kan derfor arbejde bevidst med at sænke din tonehøjde. Det gøres helt simpelt ved at lave dybe vejrtrækningsøvelser, så du lærer at økonomisere bedre med den luft, du rent faktisk har til rådighed.

Hvis du har overskuddet, kan du også indøve at svinge mellem forskellige tonehøjder. Mange professionelle vil typisk anvende en lidt højere tonehøjde, når de stiller spørgsmål. Det er dog vigtigt, at du anvender teknikken med forsigtighed, da det kan tage overhånd, hvis det ikke doseres varsomt.

Tone

Du kan også aktivt justere tonen i din stemme, så du tilpasser den de følelser, du gerne vil udtrykke. Din stemme kan have en varm eller kold tone, afhængig af hvordan du justerer den. For at vinde publikum over på din side, bør du helt grundlæggende forsøge dig med en varme og oprigtig tone.

Volumen

Det er vigtigt, at du kigger på styrken af din stemme. Når du taler foran et større publikum, skal din stemme gerne være høj nok til, at alle kan høre, hvad du siger. Du kan derfor med fordel øve din volumen, inden du holder tale. Det er afgørende, at du ikke kommer til at virke råbende, men samtidig har den kraft, det kræver at nå frem til alle med din røst.

Pauser

Hvis man sjældent holder tale, kan det virke som det rene vanvid at holde pauser undervejs. Nærmest ulogisk. Men ikke desto mindre er det et yderst anvendt trick blandt erfarne talere. Pauser bliver til stadighed brugt strategisk. Især af politikere. For de har en fantastisk funktion. De kan skabe opmærksomhed omkring det sagte.

Vi ved rent faktisk, at jo mere ro, der kommer før og efter en vigtig pointe, jo større er sandsynligheden for, at publikum når at opfange den. Så pauser er ikke udtryk for manglende overskud eller overblik. Faktisk det helt modsatte.

Har du brug for hjælp til at holde en god tale, så tøv endelig ikke med at kontakte os.

Kontakt Danske Taleskrivere

Har du brug for hjælp til at skrive en tale? Så kontakt os med det samme!

    Har du læst?