Af Trine Bitsch
Donald Trump er kendt for at bryde med den norm, vi ser i politik. Når Trump træder op på en talerstol, indtager han ikke scenen som politiker, men som showmand, der frem for alt vil underholde sit publikum. Det er Donald Trumps acceptance speech et godt eksempel på.
Donald Trumps acceptance speech bryder med normen for, hvordan vi forstår en acceptance speech. Talen er markant længere, end hvad traditionen foreskriver. På den måde minder Donald Trumps tale langt mere om en State of the Union tale end en acceptance speech.
Men det er ikke kun længde og indhold, der bryder med normen og genren. Donald Trump misfortolker også hele den retoriske virkelighed, der omgiver ham. På trods af at mange amerikanere har mistet livet under corona-pandemien, har Donald Trump alligevel valgt at samle et stort publikum foran Det Hvide Hus. Det virker på den ene side enormt upassende, men så alligevel en klassisk måde for Donald Trump at håndtere det uhåndterlige på. Nemlig ved at ignorere det eller modsige det.
På mange måder bryder Donald Trumps acceptance speech med god retorisk praksis. For når vi analyserer Donald Trump, må vi erkende, at han sjældent efterlever, hvad vi forstår ved god retorisk praksis. Donald Trump benytter nemlig ofte uredelige metoder til at vinde tilslutning hos vælgerne. Han postulerer mere, end han argumenterer. Fordrejer mere end han taler sandt.
Donald Trump vil underholde – retorikken vil overbevise
Når vi nærstuderer Donald Trumps argumentation, så er det tydeligt, at det ikke er et område, som han bruger ret mange kræfter på. Eller også ignorerer han det bevidst. For vi ser ikke ret mange stringente, underbyggede og tungtvejende argumenter. Vi ser Donald Trump gå efter manden og ikke bolden undervejs i sin tale. Han tillægger Joe Biden flere holdninger, som det vil være stærkt utænkeligt, at han ville antage. Blandt andet lyder det:
”China would own our country if Joe Biden got elected”
Og senere lyder der fra Donald Trump:
”Joe Bidens agenda is ‘Made in China’. My agenda is ‘Made in USA’.”
Og igen:
”Biden is a trojans horse for socialisme.”
Hvis Joe Biden bliver præsident for USA, må vi antage, at han ikke har den store interesse i at lade Kina overtage USA, ligesom han næppe vil føre socialistisk politik som moderat demokrat. Alligevel puster Donald Trump bevidst til det utænkelige for at så tvivl hos de midtervælgere, der er usikre på, hvor de skal sætte kryds ved præsidentvalget.
Donald Trump gør det, vi klassisk set kender ham for – nemlig at angribe modstandere på deres person frem for at sejre med de bedste argumenter. Det er efterhånden kendt praksis, at Donald Trump ikke går ind i konkret argumentation, i stedet afsender han typisk nye påstande.
Trump giver et svar på Joe Bidens angreb om splittelse i USA
Joe Biden angriber i sin acceptance speech Donald Trump for kun at være præsident for sine egne tilhængere; ikke for alle amerikanere. Det angreb forsøger Donald Trump at afværge ved at gøre hele USA til én stor familie. Og han udnævner implicit sig selv som far for hele USA ved sprogligt at italesætte landets førstedame, Melania Trump, som USA’s mor:
”We are one national family, and we will always protect, love and care for each other. Here tonight are the people who have made my journey possible, and filled my life with so much joy. For her incredible service to our nation and its children, I want to thank our magnificent First Lady.”
At Donald Trump italesætter USA som én stor familie betyder, at han får adresseret den splittelse, som kritikerne ser. Donald Trump korrigerer og erstatter fortolkningen om splittelse med et naturligt alternativ. For hvad er det, familier typisk gør? De skændes, fordi familiebåndet kan bære det.
Og når Donald Trump udpeger Melania Trump til mor, må Donald Trump givetvis være USA’s far. Uden ret mange ord får Trump fortalt historien om, at det i virkeligheden er hans faderlige pligt at opdrage på og irettesætte amerikanerne. Præcis som det er en normal forældreopgave at opdrage ens børn.
Overdreven patosappel skal overbevise de amerikanske vælgere
Donald Trump bruger typisk stærk patosappel, eller hvad vi på dansk vil kalde følelsesappel. Vi har set det et utal af gange på pressemøder og i Tweets på Twitter. Donald Trump lader sig hurtigt begejstre. Han bliver hurtigt vred eller indigneret, og så dyrker han også en ekstrem grad af selvforherligelse. Vi ser det hans i Tweets. Vi ser det også i hans acceptance speech. Her appellerer Donald Trump klart og tydeligt til amerikanernes frygtcenter.
Vi ser de ubegrundede påstande, som at Joe Biden er i lommen på Kina. Og at Joe Biden skulle være en trojansk hest for socialisme. Donald Trump forsøger tillige at gøre Joe Biden synonym med alt dårligt, der er sket de sidste 47 år i amerikansk politik. Donald Trump har fra starten kæmpet imod den politiske magtelite, som Joe Biden tilhører.
Og det er ret tydeligt, at der ikke ligger nogen saglig begrundelse for Donald Trumps hovedangreb.
”We have spent the last four years reversing the damage Joe Biden inflicted over the last 47 years.[…] He has spent his entire career on the wrong side of history.”
Når vi samlet set nærstuderer Donald Trumps acceptance speech, så har vi at gøre med mange af de samme kommunikationsstrategier, som vi kender Trump for. Problemet er imidlertid, at Donald Trump simpelthen ikke argumenterer på redelig vis. Og det er et problem, når man kigger på et demokrati, som det amerikanske, hvor det bør være det gode argument, der styrer den politisk dagsorden og ikke det bedste personangreb.
Har du brug for hjælp til at forstå en retorisk situation eller tale, så er du meget velkommen til at kontakte Danske Taleskrivere.