Skrevet af Trine Bitsch
Der vil naturligvis være forskel på, hvordan du skal appellere til dine tilhører alt efter, hvilken type tale du ønsker at holde. Men en hovedregel er, at du bør variere appelformerne patos, etos og logos, når du sætter dig ved tastaturet.
Hvis du vil overbevise nogle med dit budskab, er det fuldstændig afgørende at appellere til dine tilhørers følelser igennem patos, fornuft igennem logos og optimerer din egen troværdighed som taler igennem etos appel.
Traditionelt set har der dog desværre været set noget ned på brugen af patos. For blot få årtier siden var det ikke særligt anset at benytte følelser til at overbevise andre om ens holdninger eller synspunkter. Det skyldtes nok primært misbrug af patos fra diktatorer og andre politiske skikkelser historisk set.
Patos er uundværlige i den gode tale
Men retorikere er i dag hverken i tvivl eller uenige om, at patos er en afgørende del af den retoriske praksis. Hvis du vil skrive en god tale, må du nødvendigvis benytte følelser og skabe stemninger og levende billeder for dine tilhører. Det kan du ganske enkelt ikke gøre ved kun at bruge logos.
Logos kan være særdeles gavnlig og give tyngde til for eksempel en politisk tale. Fornuften skulle gerne drive det gode argument og det politiske synspunkt frem. Men heller ikke her kan logos fungere alene. Logos virker sjældent særlig godt, medmindre den får følgeskab af patos. Men det er klart, at man som taler har et ansvar for at benytte patos med omtanke, så man ikke får skabt skræmmebilleder i politisk taler, der intet hold har i virkeligheden.
Den gode fortælling er afgørende for moderne tale
Men der er en forklaring på, hvorfor patos er begyndt at fylde så meget i moderne taler. Vi har i nutiden udviklet en forståelse for, hvad der gør tale god. Og langt de fleste professionelle taleskrivere er enig i, at gode taler helt overordnet set er gode fortællinger. Eller som minimum indeholder brudstykker fra gode fortællinger.
Og som de fleste nok vil skrive under på, vil en fortælling næppe virke særlig godt, hvis den kun byggede på fornuft. En god tale har brug for de fortælleelementer og teknikker, som vi typisk vil tilskrive en patosappel.
Mange professionelle talere ønsker ikke at fremstå så højtidelige. De ytre derfor ofte et ønske om at virke sjove og fremstå i øjenhøjde i de taler, de får skrevet. Men for at virke sjove, højtidelig eller uhøjtidelige er det nødvendigt at have en ret synlig patosappel. Den vil dog skifte karakter alt efter, hvilken tone of voice taleren ønsker at benytte sig af.
Uanset om en taler ønsker at fremstå morsom, kærlig eller højtidlig, så handler det om at anvende patosappellen strategisk. I de her tilfælde må taleskriveren sørge for at bruge sproget til at fremkalde nogle grundlæggende følelser i mennesker. Talen skal med andre ord få folk til at grine, blive rørt eller føle empati. Det kan dog være svært at skrive frem, hvis man er uøvet som taleskriver. Men med lidt tålmodighed og øvelse, kan det sagtens lade sig gøre at træne sig op til at kontrollere den tone of voice, der skal være i en tale.